Kendos historie

Kendo (Japansk for Sværdets vej) er en traditionel Japansk stilart indenfor fægtning. Kendo afstemmer fra metoder som er oplært fra Samuraierne, og som er ført videre under moderniseringen. Foreningen af Japan omkring 1600 tallet fjernede de fleste muligheder for sværdkamp, så Samuraierne forvandlede deres evner for kamp, til en kunst hvor man byggede disciplin, evne og karakter. Omkring 1800 tallet introducerede man Bogu (rustning) og shinai (bambussværd) til træningen, for at tillade mere realistiske kampe uden sandsynligheden for skader.

Til Kendo træner du derfor i Hakama og Gi, som minder om Samuraiernes traditionelle påklædning. Når man er øvet træner man også i Bogu, som er designet til at minde mest muligt om en traditionel rustning, men med praktikalitet for træning i mente. Tilsvarende, så benytter du også en Shinai til at fægte. Bambussværdet er en hul cylinder med 4 bambusspalter, som er bundet sammen med snor og læder stropper. Dette gøre dog, at den bliver mere lige i karakter, end dens originale forekommer. Men det er en nødvendighed for holdbarheden og kæmperens sikkerhed til træning og i kamp.

Kendo (剣道) “sværdets vej”. Det er en af de tidligste budo-discipliner (kampveje) i Japan, der udsprang i samuraiernes tidsepoke. Begrebet Kendo (剣道) optrådte første gang i Tokugawa perioden (1603-1868), hvor skoler (ryū) benyttede betegnelsen for at markere et holdningsskift i forbindelse med at træne sværdkunst.

Da de samme japanske tegn kanji for Kendo (剣道) bliver brugt om både den klassiske og moderne form for Kendo, opstår der begrebs- og definitionsproblemer.

I dag praktiseres begge former for Kendo, både den klassiske form der er baseret på kobudo og den moderne form der er baseret på shin-budo.

Artiklen indeholder en sammenligning mellem den klassiske og den moderne form for Kendo, hvor japanske sværdkunsttraditioner bliver holdt op imod modernitet inden for Kendokulturen.

Den klassiske form for Kendo

Abe Gorodaiyu var den første kendte japanske fægtemestrer, som anvendte begrebet Kendō for at karakterisere sin fægteundervisning. Abe Gorodaiyu beskrev sin Kendo i år 1673 med de japanske tegn, kanji, med følgende ideogrammer: 剣道. I samme periode anvendte Yamanouchi Renshinsai ligeledes betegnelsen ‘Kendo’ til at beskrive sin fægteundervisning. Forud for det var sværdkunst generelt betegnet som Kenjutsu.

Det filosofiske koncept for Kendo ændrede holdningen til sværdkunsten og tog således den dominerende kamprolle ud af dens kontekst ved at ændre kampkunsten til en mere spiritual disciplin. Denne form for sværdkunst var baseret på den tidligeste budo-form, der betegnes som ‘klassisk budo’ også kaldet ‘kobudo‘.

Den moderne form for Kendo

I Japans moderne tidsperiode (efter år 1868) blev den japanske organisation Dai Nippon Butoku Kai stiftet og navndøbte sportsformen af sværdkunst, kaldet “Gekken”, til navnet “Kendo” i 1912.

Gekken var baseret på den moderne budo-form, shin-budo, der blev etableret under Meiji-restaurationen (1867-1869). Shin-budo er den budo-form, som den moderne form for Kendo er baseret på.